FERIEJENSEN

Lüneburger Heide
... når hedelyngen blomstrer.
August 2025.

Billede
Vores sommertur i år går ikke til "Langbortistan", men derimod til et par udvalgte destinationer i Tyskland.
​Første stop bliver til et af vores absolutte yndlingsområder -  Lüneburger Heide.
Netop denne årstid, hvor lyngen blomstrer og farver heden lilla, holder vi allermest af.
Camping Auf den Simpel har fået genvalg. Vi har efterhånden været her et par gange, men vi synes godt om pladsen, og så ligger den centralt for mange udflugtsmål.
Billede
I indkørslen byder denne flotte trærod os velkommen.
Billede


​Så er vi på plads og har fået stillet op.
Vi har fået en god aflang plads med kort afstand til sanitetsbygning.
Alle pladser er komfortpladser med vand og afløb, og sågar en vask.
De enkelte parceller er på ca. 100 m2 og 
afskærmet med hække.
Internet er velfungerende og inkluderet i prisen.
Pladsens tidligere udmærkede restaurant har måttet vige pladsen for en ny reception. I stedet tilbydes nu lidt take away, men også med mulighed for at sidde udenfor at spise. ( Vi var ikke imponerede over maden.)
Desuden er her en lille butik med friskbagt morgenbrød, samt et begrænset udvalg af dagligvarer.
​Der er 6 km til Soltau, der byder på flere supermarkeder bl.a. et lækkert stort Edeka.

En af de første aftener tog vi en tur ind til Wachholderpark. Området ligger nær Soltau, kun et par km fra campingpladsen. Her fortæller en fårehyrde om fårenes betydning for vedligeholdelsen af de store hedearealer, og oplæringen af de hyrdehunde der bruges.
Ligesom i Danmark vokser ulvebestanden på Lüneburger Heide, og han fortæller, at man prøver at imødegå faren for at miste dyr ved, at der hver dag skiftes rute til og fra fårestalden.
Selv om vi har været her for nogle år siden, imponeres vi igen over samarbejdet mellem hyrde og hund.

Billede

Fårehyrden fortæller, mens hunden venter og vogter.

Billede
Så får vi en demonstration af, hvordan hunden arbejder.
Billede
- og til sidst drives flokken i stald.

Idag skal vi på udflugt til Kiekeberg frilandsmuseum i Rosengarten. Området består af gamle huse, gårde og lader fra 1804-1904. Alle stammer fra det nordtyske område, hvor de er nedtaget og siden er genopført her. Desuden er der et lille dyrehold med husdyr fra den tid, samt diverse udstillinger af gamle landbrugsmaskiner m.m.
Senest er der opført et nyere område, Königsberger Strasse, med huse, butikker m.m. fra 1945 - 1970.
Derudover er der legepladser til børn, og der afholdes specielle arrangementer i løbet af året.
​Entre 11 euro.

Billede

Indgang til Kiekeberg frilandsmuseum.

Billede

En gammel brønd.

Billede

Staldbygning.

Billede

Håndværkerbolig.

Billede

Opholdsstue anno 1950 i et hus på Königsberger Strasse.

Billede

Tankstation fra 1955.

Billede

Butikstorv med tandlæge, apotek, fotoforretning, radio/tv butik og slagter.
Alle steder er åbne og indrettet med ting fra den tid.

Billede

Vi slutter besøget på Kiekeberg med eftermiddagskaffe
i gårdhaven på Gasthof Stoof Mudders kroog fra 1718.

Nu er det blevet tid til at komme lidt ud og trave på heden. Der er mange steder, hvor der er mulighed for at parkere bilen og så gå ud derfra.
Hele Lüneburger Heide byder i øvrigt på rigtig mange cykelstier, og det er der mange, der benytter sig af.

Billede

Travetur i de smukkeste omgivelser.

Billede

Vi traver lystigt afsted på smalle stier.

Billede

Til sidst ender stien i noget skov,
​og vi vender om.

Billede

Mange benytter sig af muligheden for at købe sig en tur i hestevogn.

Billede

På p-pladsen er der mulighed for at købe lidt lokale souvenirs.

Nu kører vi videre til Heidegarten ved Höpen. Her har vi jo været før, men det er så flot at se alle de smukke og forskellige sorter lyng, der findes her. Parken er åben hele året og adgang er gratis. Fra en lille udsigtsplatform kan man komme op og se det hele lidt fra oven. 

Billede

130 sorter lyng danner et solur.

Billede

Her findes ca. 200.000 lyng fordelt på 200 forskellige sorter.

Billede

En dansk turist sidder
og nyder udsigten.  ;-)

Billede

Den gamle fårestald er omdannet til cafe.

Billede

Uanset årstid er der lyng der blomstrer, men lige nu er det højsæson.

Pyha, så har en hedebølge ramt Lüneburger Heide. Temperaturen er oppe og ramme 35 gr. om eftermiddagen, og så har vi det altså bedst i skyggen. Vi orker ikke at tage på udflugt, men en tur rundt på campingpladsen er det dog blevet til, så her kommer lidt billeder.

Billede

Pladsens reception,
butikken skimtes lige i baggrunden.

Billede

Den ene af pladsen 3 sanitetsbygninger.
Altid rent og velfungerende.

Billede

En gammel telefonboks tjener nu som byttecentral for bøger.
Rundt om på pladsen står flotte udskårne træfigurer.

Billede

Pladsens pool.
​Den er ikke så stor men dejlig, når temperaturen rammer 35 gr.

Efter et par dage er temperaturen faldet lidt, og vi skal igen ud og se os lidt omkring.
Vi kører til p-pladsen ved Oberhaverbeck, og herfra vil vi trave en tur op til udsigtspunktet Turmberg.

Billede

På vej op kommer vi forbi nogle af de smukke og velholdte gårde,
som findes mange steder på Lüneburger Heide.

Billede

En hestevogn kommer travende forbi med turister.

Billede

Endnu en smuk og velholdt gammel gård.

Billede

Så er vi på vej opad Turmberg.

Billede

Fantastisk udsigt så langt øjet rækker.

Billede

Udsigtspunkt på Turmberg.

På vej tilbage til parkeringspladsen kommer vi forbi Hof Cafe Brockelmann. Da det er ved at være tid til eftermiddagskaffe, kigger vi lige indenfor. Jamen altså, hvor er her hyggeligt, og udvalget af lagkager er helt uimodståeligt. Så selv om stedet er velbesøgt lykkes det at få et bord, og få serveret vores hidtil mest lækre stykke lagkage nogensinde. 

Billede

Hof Cafe Brockelmann. 

Billede

Mums -  det er svært at vælge.

Billede

Udvalget er stort. Stedet er absolut et besøg værd.

Billede

Så er vi tilbage ved parkeringspladsen, hvor Bjarne lige hilser på et par gamle bekendte. De sad her nemlig også, da vi var her i 2020 men er dog falmet lidt siden. 

Billede

Her ligger også en souvenir butik. Disse små birketræ`s får er nu da meget søde.

Det blev det sidste fra Lüneburger Heide for denne gang. Nu skal vi hjem og pakke sammen. I morgen afregner vi, og så går turen videre til Miltenberg am Main.

Tilbage til rejsebeskrivelser : www.feriejensen.dk/campingferier/

Powered by Create your own unique website with customizable templates.